NYHEDER

På udkig efter viden om avancerede teknologier

Signaturgruppen er sponsor for stor konference om cybersikkerhed på Aarhus Universitet 18.-20. april. 

09.04.2024 14.11
signaturgruppen sponsorer Match Point 2024

Aarhus sætter det store spotlys på cybersikkerhed, når byen over tre dage afvikler konferencen MatchPoints.

Hvordan kan vi bevare tilliden til vores digitale samfund? spørger arrangørerne, og formålet med konferencen er at skabe dialog mellem erhvervslivet og offentligheden, og man vil gennem oplæg og debatter diskutere løsninger på de højaktuelle udfordringer, der lurer inden for cyber security.

”Som en dansk virksomhed med fokus på MitID, eID og digital signering ser vi stor værdi i at sponsorere konferencen MatchPoints 2024,” siger IT-teknolog Jeanette Johannsen fra Signaturgruppen. 

Hun deltager sammen med syv andre teknikere, udviklere og sikkerhedskonsulenter fra Signaturgruppen på konferencen.

”Vores målsætning er at tilegne os viden om avancerede teknologier og strategier til at styrke vores MitID- og eID-løsninger, så vi fortsat kan opfylde vores kunders behov og forventninger effektivt,” siger Jeanette Johannsen.

 

Indsigt i ny teknologi

Signaturgruppens hold forventer bl.a. at få indsigt i ny teknologi såsom privatlivsbeskyttende metoder og kvantesikre protokoller.

”Vi tror også, at konferencen vil give os en platform til at opbygge netværk med andre eksperter, så vi kan dele vores ekspertise. Når vi deltager i sessioner fokuseret på cybersikkerhed, digitalisering og AI, får vi mulighed for at holde os ajour med udviklingen af trusler og trends, og det sikrer, at vores løsninger forbliver førende inden for innovation og sikkerhed,” siger Jeanette Johannsen.

Signaturgruppen håber, at udbyttet af sponsoreringen er øget synlighed inden for cybersikkerheds- og digitalidentitetsbranchen, og det skal også bidrage til at fremme ”best practice” inden for digital identitetsstyring. 

”I sidste ende understreger sponsoraftalen med MatchPoints 2024 ikke kun vores forpligtelse til at fremme digital tillid og sikkerhed, men positionerer os også som en proaktiv deltager i udformningen af fremtiden for identitetsautentificering og datasikkerhed,” siger Jeanette Johannsen.

Offentlig paneldebat

Konferencen finder sted 18.-20. april i samarbejde med Aarhus Kommune og består i en to dages konference i Søauditorierne, en offentlig paneldebat på Aarhus Rådhus foruden en lørdag på DOKK1 med oplæg og debat. 

Lørdagens program henvender sig til det bredere publikum, herunder studerende og unge talenter.

Konferencen er således et vigtigt element i at synliggøre og underbygge Aarhus-områdets position som en hub for cybersecurity og et centrum for succesrige it-virksomheder, der arbejder med den nyeste viden inden for deres område.

Du kan læse mere om årets konferenceprogram og MatchPoints-konceptet her: matchpoints.au.dk